Da Elton John i 1976 sang Sorry seams to be the hardest word til sin gudesmukke melodi, tænkte formentlig hverken han eller tekstforfatter Bernie Taupin på det halvhjertede – ja, ligefrem nedladende – ”sorry” som flere og flere sprogkorrumperede danskere deler ud til højre og venstre.

Her er der ikke just tale om det sværeste ord at fremstamme. Tværtimod synes det sproglige sidesprings distancerende effekt at blive udnyttet til en egentlig følelsesfraskrivelse.

Det er naturligt og uundgåeligt at et ord som ”undskyld” får en eller flere bevidst fremmedsproglige variationer i sit modersmål, akkurat som ”ja” har i ”yes” og ”si”. Så jeg siger ikke at det er forkert som en variation at udnytte den sproglige distance til et lidt mildere sorry– oftest udtrykt som et kort og lavmælt [sår’y]. Og jeg påstår heller ikke at ”sorry” ikke kan siges i mange lettere tonefald i den engelsksprogede verden.

Nej, det jeg taler om, er det ”sorry” du udsynger i et nedadgående tonefald – [sårryyyy] – når du vælter min cykel eller er ved at prikke mit øje ud med din paraply. Det kan godt være det ikke er det du lægger i det, men dette nedadgående ”sorry” er de facto patroniserende, og det synes mere at understrege din egen selvmedlidenhed ved den akavede situationen end at udtrykke noget der minder om en beklagelse. Det ville være bedre at du bare sagde ”hovsa” eller ”ups” – for det ville udgøre en anerkendelse af, om ikke min ulempe, så i hvert fald min tilstedeværelse, og det er langt mere givende end hvad dit selvspejlende ”sorry” nogensinde vil kunne levere.

Derudover taler jeg om det ”sorry” du giver på skrift når du efter at jeg har krænget mine følelser ud, skriver: ”Sorry, jeg kan ikke hjælpe dig.” Det virker bogstavelig talt mere som om du tiltaler ”sorry”, og dermed den akavede situation for dig, end du siger noget af oprigtig værdi til mig. Hermed foretager du en talehandling der formelt set udtrykker at du tager ansvar, men som du i virkeligheden bruger til at fraskrive dig enhver andel i situationen. Det ville være bedre at du helt undlod ”sorry”, for ved at undlade formildende fraser fremstiller du dig så benhård som du faktisk er, og i at du således positionerer dig uskønt, ligger der en reel gestus og en anderkendelse af min situation og mine følelser.

Så prøv at holde op med sorry’er uden den mindste anger i. Siger du alligevel ”sorry” uden at lægge noget i det, skal du ikke være overrasket hvis svaret er: Fuck you!

Sådan, det var bedre.

_

Kære læser. Min tilgang til denne blog er at indlæggene skal være gennemtænkte og i orden, og at underholdningen og belønningen snarere ligger i detaljen end i emnet. Desværre er det ikke en tilgang som af sig selv giver den store tilslutning på nettet, hvor det mest virale ikke er kvalitet, men derimod provokerende prik til en etableret letfattelig pseudodagsorden. Derfor håber jeg at du mere aktivt vil hjælpe mig med at henlede potentielle læseres opmærksomhed på Kommakommunikation, for det sker ikke af sig selv. Lige nu er der en god anledning.

Man skal selvfølgelig også passe på med den grundighed når man pludselig skyder 24 indlæg af i træk. De er ret tidsløse, er renset for jul og kan læses senere, nuvel, men det er en ophobning, og man risikerer unægtelig at presse sine hengivne læsere ud i en følelse af dårlig samvittighed når man leverer for meget.

Derfor fatter jeg mig denne gang i korthed så du kan nå at catche op på … hov, nej … jeg mener selvfølgelig indhente nogle af de indlæg du ikke har læst.

Du har måske bemærket at jeg i de øverste to tekststykker har kursiveret to danske ord. Det er dem jeg godt vil tale om. ”Tilgang” er blevet indlæggets tema-ord fordi det er det simpleste at oversætte til.

Lad os bare, helt uden mellemregninger og dikkedarer, konstatere at det engelske ord ”approach” i sin altid ulidelige danske brug primært betyder ”tilgang”. Det kan også oversættes med ord som ”indstilling” eller ”indfaldsvinkel”, men ”tilgang” er i de fleste tilfælde det rette ord, og det er et fint, kort og dejligt ord.

NB: Der er ikke tale om et ægte citat, men om en parafrase af hvad den højengagerede pigehåndboldtræner fra satireprogrammet Europamestrene kunne have sagt, og jeg mener også at han har brugt hvert eneste af ordene.

I stort set samme kredse som bruger ”approach”, er man glad for at tale om ”commitment” og det at ”committe” sig. Her er det ikke så simpelt, og derfor får ordet ikke et selvstændigt indlæg. Vi er enige om at ”engagement/engageret” i mange sammenhænge er et usexet ord, men brug det når du kan. Vi er også enige om at hverken ”forpligtelse/forpligte” eller ”tilslutning/tilslutte” helt rummer den medbetydning af motivation som gør ”commitment/comitte” attraktivt for anglofiliramte. Og endelig kan vi nok også blive enige om at ”dedikeret” er et underligt ord uden rigtig dansk klangbund, om end det i de fleste tilfælde vil være den mest nærliggende oversættelse og nok også en forbedring i forhold til ”committet”.

Det ord jeg i det næstøverste tekststykke kursiverede, var ”hengivne”. I modsætning til ”engagement”, ”dedikation” og ”commitment” – der alle har en medbetydning af bevidst og målrettet motivation– synes ”hengivenhed” og ”hengivelse” stort set kun at være tilladeligt når rationaliteten ikke behøver at være sikret, og den føler vi alt for ofte behov for at sikre. Vi er jo ikke italienere. Men det er synd. Jeg synes vi i højere grad skal befri ”hengivenhed” og ”hengivelse” fra sovekammerstemningen og fra den typiske danske forskrækkelse ved at bruge ord der lyder følelsesfulde. At tale om ”hengivne læsere” er så normalt at det ikke er vovet, men selv den brug synes at svinde ind hvor vi snarere burde brede den ud.

Og så blev indlægget lige så langt som det plejer. Sådan er det jo når man giver sig hen.

_

Første gang jeg mødte det, tænkte jeg: De mener I ikke. Det mener i kraft stejle mig ikke. Hvad fanden laver dette ord i dansk? Sådan har jeg det stadigvæk, og det er en følelse helt uden forbehold. Der er ingen grund til at slæbe ”disclaimer” ind i dansk. Ingen som helst grund. Hører du efter, Rune Skyum-Nielsen?

Jeg har sikkert haft disse mine første chok på det decideret anglofiliperverterede Kommunikationsforum, hvor jeg ellers af og til i en periode på 10 år (som praktikant, skribent og korrekturlæser) har forsøgt at rette lidt op – dog nok mere på det der var værre – indtil jeg for nylig mistede en stor del af interessen. Og ”disclaimer” er da også hovedsagelig at finde i webmedier, ikke mindst i kommentarspor af caffelatteretorikere, sprogligt inkompetente men til gengæld medieliderlige kommentatorer, fucked up RUC-studerende og corporate communication-typer.

En søgning på Infomedia i de mere etablerede (og relativt mere velskrevne) medier – nemlig de otte aviser Berlingske, BT, Ekstra Bladet, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Politiken og Weekendavisen – giver i de seneste 24 år (altså fra og med 1990) kun 29 hit, heraf 27 gyldige. Det er sandsynligvis mindre end en promille af brugen af ”disclaimer” i offentlige danske tekster generelt, men de 26 hit der ligger inden for de seneste 12 år, afspejler dog den kedelige udvikling:

Heri har Rune stor andel, men det kommer vi tilbage til.

Det allerførste hit daterer sig dog til 4. december 1992, hvor Bo Green Jensen spiller sprogsmart i en artikel i Weekendavisen om oversatte krimiromaner:
>>Faste Tony Hillerman-læsere vil nikke genkendende til reservaterne og den indianske begrebsverden, men man skal lige huske på Altieris indledende disclaimer: […]

Denne ikke-introducerende brug af ordet er lige så enestående på dette tidspunkt som den er arrogant. Men man må formode at han i sin fascination af det amerikanske (og med tanke på sine litterære kompetencer inden for det angelsaksiske) har brugt ordet mere som ananas i egen juice end som noget der skal puttes ind i dansk.

Det sker heller ikke, for der skal gå hele 10 år før der igen er et gyldigt søgeresultat på ”disclaimer” i de pågældende otte aviser. Midtvejs, nemlig i 1997, omtaler musikanmelderne Anders Rou Jensen og Jens Jam Rasmussen nummeret ”Disclaimer” af det californiske lorteband The Offspring i henholdsvis Politiken og BT, men det tæller jo ikke i denne sammenhæng. Og så har vi fra 2002 de i alt 26 hit som indgår i ovenstående grafik.

Fra et mere systematisk perspektiv har vi altså den egentlige begyndelse i 2002. Og bag den kronologiske – men lette – gennemgang af samtlige 26 hit jeg giver her, skal man huske trykket ude fra webmedierne og ind på de etablerede medier. Anglofiligeneratoren Kommunikationsforum blev stiftet i 1999, som så meget andet på nettet, og tog fart omkring 2001-2003, bare for at tage et eksempel.

Hvad vi ser de første år, er tydeligvis kun hvad der kan diffundere ind på avisredaktionerne via citater og via mere faglig jargon. Der er tydeligvis en sprogbevidsthed som siger at ”disclaimer” er et unødvendigt engelskklingende ord som ikke har noget at gøre i dansk, og i begyndelsen holdes det stort set altid ud i strakt arm med et indføjet ”såkaldt”. Men omkring 2008 synes det at briste. Og Rune bliver musikskribent på Information.

Lad os se på det.

Første tilfælde indtræffer den 4. juli 2002 i Jyllands-Posten i en artikel om ”telefup”:
>>Klikker man f.eks. på Moden/ISDN, dukker en såkaldt disclaimer op. Det er en ansvarsfraskrivelse, og i den engelske tekst kan stå, at nu foretages opkald til eksempelvis Skt. Helena.

Den 10. maj 2004 bruger Information ordet i en anmeldelse af Holger K. Nielsens "Venstrefløjen i en ny tid":
>>For mange sætninger begynder simpelthen med det, man på engelsk kalder en disclaimer, altså en bemærkning, der tager luften ud af det efterfølgende argument.

Igen er det Information der den 7. juni 2004 i en tv-anmeldelse om bl.a. det amerikanske program Dr. Phil skriver:
>>Det er den slags produktinformationer, som på engelsk betegnes som en disclaimer: Du er selv ude om det, hvis du spilder kaffen, vi har advaret dig: Den er varm. Kort sagt: en del velmenende advarsel, en del ansvarsfralæggelse.

Den 14. august 2004 er Information klar til uden forklaring og uden distance at bruge ”disclaimer”, og det sker i præcis den betydning som synes uundværlig for en hob af anglofile skribenter i dag, altså mere som en retorisk foranstaltning. Den skyldige skribent er Oliver Stilling:
>>[Disclaimer: Denne klumme virker privat snarere end personlig. Det er den ikke, selv om den måske kan opfattes omklamrende lige i begyndelsen. Den handler lige så meget om dig som om mig. Den handler om at være et lille menneske. Og det kender du jo godt.]

Her har man jo traditionelt ikke brugt ord som ”forbehold”, ”undtagelse” eller ”ansvarsfraskrivelse” (hvem helvede ville også nogensinde bruge sidstnævnte?) på dansk. Næ, man har da bare brugt et ”NB:”. Og det er jo nok dér vi har balladen. Man er blevet god til engelsk og tror at alting skal siges med de samme indholdsmæssige byggesten på dansk, fordi man samtidig har glemt dansk – og hvis ordet så ikke eksisterer lige på dén måde, trækker man det engelske ind i manegen for at vise hvad man kan.

Den 15. maj 2006 skriver Kristeligt Dagblad om noget religiøst hejs i forbindelse med filmen med den ordfragmenterede titel "Da Vinci [manglende bindestreg] Mysteriet":
>>Da det ikke rigtigt så ud til at trænge igennem hos producenterne, har man som en sidste udvej anmodet om, at filmen bliver forsynet med et dementi (disclaimer) af påstandene om den katolske kirke.

Man er ikke helt sikker på at det anvendte danske ord, ”dementi”, er det rette eller er dækkende, hvorfor man ser sig nødsaget til at referere det engelske i parentes. Smart rygdækning, men sprogligt set en ynk.

Den 12. marts 2008 skriver BT (dengang B.T.) om at det er sundt at pjække, og ser sig derfor nødsaget til at sætte den retoriske forbeholdsetikette på:
>>Disclaimer: B.T. inviterer ikke læserne til at pjække i bunkevis, men vil gerne opfordre alle til at være opmærksomme på symptomer på stress og udkørthed.

Igen er ordet helt overflødigt. Man kunne nøjes med en farvet boks.

Nu kommer Rune!

Den 10. november 2008 skriver Rune Skyum-Nielsen nemlig en pladeanmeldelse i Information:
>>Den 32-årige dansk-pakistaner lægger ellers kreperligt ud. Titelnummeret åbner med en disclaimer, når Waqas nærmest undskylder baggrunden for sin enegang med, at det måske ender i "et langskud, men hey hey/ så længe vi kan stå inde for det, er det helt okay".

Fint skrevet, men man kan jo se, alene på den grammatiske sætningsbygning, at ”disclaimer” er proppet ind i en sætning hvor der allerede står ”undskylder”. I stedet kunne du, Rune, jo bare have skrevet: ”I titelnummeret åbner Waqas nærmest med en undskyldning [konstruer selv resten].” Og man kunne selvfølgelig også formulere det på mindst 27 andre måder, men ”disclaimer” er virkelig overflødigt. Du vil bare have det ind. Hvorfor? Måske bliver vi klogere næste gang, for Rune kommer igen.

Den 16. december 2008 propper en kilde grimrianen ind i Jyllands-Posten. Dette – kilders sprog i citater – er de ellers sprogbevidste etablerede medier sårbare over for. Artiklen handler om IT Factory:
>>»[...] Til gengæld sender man så en disclaimer med, som fortæller, hvad vurderingen ikke må bruges til, og hvor banken fralægger sig ansvaret for vurderingen,« siger en kilde i branchen.

Efter at jeg har konfereret med USA-korrespondent Annegrethe Felter Rasmussen om et kommende emne i denne kanon, er det med lettelse at jeg konstaterer at hendes ”disclaimer” den 20. marts 2010 i Information holdes ud i strakt arm. Det sker i slutningen af en boganmeldelse:
>>Endelig en disclaimer, som det vist hedder på angloficeret dansk: […]

Nemlig!

Men hendes avis kan som bekendt også selv. Den 12. februar 2011 er Information på den igen:
>>Hvis løsningen på retssagen bliver en disclaimer på hele projektet omkring Suverænen, bør det selvfølgelig ikke være den klassiske: »Alle personer i denne tekst er opdigtede, og enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er tilfældig.«

Den 24. juni 2011 er det Berlingske der sprogforpestes af en kilde i en artikel om et medicinsk produkt:
>>»[...] Hver gang de siger noget om brug uden for godkendelse, bør det ske med en disclaimer,« siger Steffen Thirstrup.

Så kommer vi til Ditte Giese – en skribent der holder en feministisk fane højt, men som hændeligt lader sit sprog drug-rape af amerikansk i fuld offentlighed. Hendes brug af ”disclaimer” den 27. januar 2012 i Politiken i en artikel om Lauryn Hill kommer derfor ikke som den store overraskelse:
>>Nogle gange hiver hun sine seks børn med på scenen. Hun kommer næsten altid et par timer for sent. Og starter alle koncerter med en slags disclaimer om, at Ms. Hill desværre lige præcis i aften er meget hæs, og at publikum derfor må undskylde hendes begrænsede stemme og uoplagthed. Så kommer hun på scenen, som regel med kæmpe hår og en masse makeup rundt om de vilde øjne, mens hun vrøvler i mikrofonen. Og så står man der og bliver ked af det.

Jeg kan godt lide hele scenen og den rørende oprigtige udtoning af tekststykket, men ”disclaimer”? Ja, måske findes der ikke lige det rette ord bare at putte ind her (i betydningen rituelt/bombastisk annonceret forbehold), men der er 117 mulige, og sandsynligvis bedre, omskrivninger. Ligesom hos Rune virker ordet opsøgt.

(Jeg kan heller ikke lide det amputerede led ”Og starter alle koncerter med …”. Hvis du vil have punktum her, må du tage nyt afsæt med en ny helsætning: ”Og så starter hun …”. Det andet kan man ikke byde en læser.)

Inden Rune kommer tilbage, kan jeg fortælle at en filosofi-ph.d.’er får følgende pløjet ind Politiken den 13. august 2012 i et debatindlæg:
>>I gamle dage var der ofte en anbefaling fra producenten på varen (Denne vare lever op til de højeste standarder!, men i dag er der som oftest en disclaimer (Dette produkt må ikke fryses, skal spises inden osv.), […].

Samme dag, den 13. august 2012, er Rune Skyum-Nielsens pladeanmeldelse i Information forsynet med en genial rytmisk overskrift. Den hedder ”Bøssemanden indtager hiphoppen”. Jeg håber du selv har fundet på den, Rune, for det andet jeg vil sige, er ikke ros. Ja, jeg behøver vel heller ikke at sige så meget, for det taler jo for sig selv:
>>Selvom Kanye West siden var manden, der indførte disclaimer-udtrykket »no homo« via en af sine mindre gennemtænkte punchlines, tyder meget på, at det mest går én vej.

Igen er ordet proppet ind. På normalt dansk ville det ikke være nødvendigt at skrive andet end hvad manden sagde, og lade det gøre sin virkning.

Nu er det Jyllands-Postens tur til at selv at bruge ordet. Det er den 1. december 2012 under ”Kulturklip”:
>>Falske nyheder, kalder The Onion deres historier på hjemmesiden, men denne disclaimer lader sig åbenbart ikke oversætte til kinesisk.

Og den 22. december 2012 er en debattør på færde i Berlingske:
>>Hvis man skulle tro Liberal Alliance (Disclaimer: hvilket man helst bør undgå), skulle det jo nærmest være umuligt at starte og tjene penge på private virksomheder i Danmark.

En normal rettelse her ville kunne fortages med 11 slag på delete-tasten, for ordet er jo helt overflødigt. Men det er ikke desto mindre proppet ind som gav det adgang til en eller anden form for adel. Her giver det kun dadel.

Og mens vi venter på Runes tredje ”disclaimer” i Information, kan vi lige tage to leverancer til samme avis fra Center for Vild Analyse. Den 22. december 2012 hedder det:
>>Meddelelsen blev dog fulgt op af en slags disclaimer, der tilføjede, at ministeriet ikke kunne afvise, at der fortsat, også selv om Jorden skulle overleve dommedag, ville forekomme »snestorme, tornadoer, oversvømmelser, transportproblemer, manglende fødevaresikkerhed og problemer med varme-, elektricitet-og vandforsyninger.«
Og den 19. januar 2013 hedder det:
>>Det er i grunden en bemærkelsesværdig disclaimer, som akkompagnerer tv-serien Borgen, der nu ruller på tredje sæson på DR1. En traditionel disclaimer vil netop afvise enhver tilsigtet lighed med afdøde eller nulevende personer, for at undgå konflikter og injurieanklager. Imidlertid virker det som om, Borgen gør noget lidt andet, når der i rulleteksten står: »Begivenheder og personer i Borgen er fiktive – men inspireret af virkeligheden.

Ordet ”forbehold” synes i begge tilfælde at dække hvad Center for Vild Analyse mener.

I et debatindlæg i Politiken den 25. april 2013 tages et spring tilbage til en mere faglig medikoindustriel brug af ”disclaimer”:
>>Endvidere skal en sundhedsperson i forbindelse med præsentationer, publikationer og interaktion med råd og medier oplyse om samarbejdsforhold med industrien (disclaimer).

Men vi skal ikke kede os længe før Rune Skyum-Nielsen er der igen. Den 8. maj 2013 får Informations læsere atter glæde af Runes yndlingsord:
>>Titlen ligner unægtelig en disclaimer for det ofte tyndbenede indhold på den 13 numre lange sag.

Den 6. juni 2013 vil Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, ikke holdes udenfor længere:
>>Inden man læser videre her, er det nok på sin plads at komme med en disclaimer: Jeg er boligejer.

Sådan! En rigtig ”disclaimer” allerøverst på artiklen. Og den er fuldstændig overflødig i sin retoriske selvhævdelse, for man kunne jo bare have vævet det ind i indledningen som et helt almindeligt forbehold.

Den 16. juli 2013 viser Mikkel Bruun Zangenberg i en boganmeldelse i Politiken at han også forstår at bruge ordet:
>>Forrest har hun en ironisk disclaimer, hvori det hedder, at »Hovedpersonen i denne bog er fiktiv«, etc.

Og Lars Nielsen i Jyllands-Posten den 27. juli 2013:
>>Vi kan være på vej mod et opsving igen, skriver de med et forbehold – det hedder "disclaimer" på økonomdansk – der er længere end deres "analyse".

Nej, Lars, det er desværre ikke kun på økonomdansk, men du har ret i at det helt rigtige ord i den sammenhæng er ”forbehold”. Så dit indskud er inderlig overflødigt, men du vil selvfølgelig gerne være med i klubben.

Den 24. august 2013 fortæller Berlingske for 117. gang om hvad DR-værter kan tillade sig:
>>Lederen af den journalistiske uddannelse på Syddansk Universitet, Peter Bro, der har skrevet to lærebøger i såkaldt aktivistisk journalistik, mener, at DR burde have droppet dette indslag i »Monte Carlo elsker jøderne« eller som minimum advaret seerne med en såkaldt »disclaimer«, der forklarer eller advarer om programmets virkemidler.

Netop som vi atter kedes af den kronologiske gennemgang, dukker den røde tråd, Rune Skyum-Nielsen, op igen. Den 29. oktober 2013 lykkes det ham for fjerde gang at reclaime sin retoriske street-quality for 30+ med ordet ”disclaimer” i en anmeldelse af Nik & Jay:
>>Til gengæld er der brug for sådan en disclaimer, hvis linjer som »Når de skriver om mig, 'legende' / læser jeg det som legende« skal glide ned [...].

Og endelig, den 5. november 2013, vil nyhedschefen på Berlingske, Peter Suppli Benson, også være street:
>>Disclaimer: Indholdet af nedenstående kommentar skal på ingen måde ses i den forestående sag mellem Jyske Bank og DR.
>> Hvorfor nu en disclaimer? Jo. Hvis det ikke allerede skulle være gået op for de fleste, så […].

Behøver jeg at sige mere?

Kanonen øverst skyder ”disclaimer” væk, og i røgskyen står både ”forbehold”, ”fralæggelse” og ”fraskrivelse”. De to sidste forslag er mere anvendelige i omskrivninger – for eksempel fraskriver man sig noget. Men som ovenstående eksempler har vist, er der en fjerde mulighed som meget vel kan være oplagt at bruge med samme hyppighed som ”forbehold”, nemlig at droppe den måde at sige det på – at sætte ingenting eller et NB i stedet og holde op med partout at tænke på engelsk og i varedeklarationsagtige markeringer – eller netop gøre dette med grafiske virkemidler i stedet. Vi har klaret os temmelig fint uden disclaimer-tankegangen indtil for ganske nylig.

Nå jo, en ting mere er der da at sige: Året er ikke forbi endnu. Rune, du har stadig to uger til at lave endnu en pladeanmeldelse hvori du påklistrer en ”disclamer”, og så må jeg jo lave grafikken om.

Disclaimer: Som dagens sene publicering lige før 23.59 antyder, er dette julekalenderafsnit skrevet under et vist tidspres – jeg kan jo ikke bare lade det ligge til næste dag. Derfor vil jeg meget undskylde hvis jeg over for navngivne personer ikke har haft tid til at veje ordene på en guldvægt, endsige tænke mig om.

_

Jeg ville ikke opleve den allerstørste vægring ved at kalde nye elektroniske hjælpemidler for ”gadgets” hvis det ikke var for den implicerede fonetik. Noget skal de jo hedde. Men ”gadget” er simpelthen for langt ude for et snakketøj kalibreret til dansk. Ja, jeg synes faktisk ”gadget” er så underligt at det er decideret forkasteligt.

Men det er det åbenbart ikke for et engelsk snakketøj. For ifølge dette opslag på Wikipedia er ”gadget” sandsynligvis opstået som pladsholder, eller universalord, for fx et stykke værktøj eller andet man ikke lige kunne huske navnet på. Det kunne også være nye opfindelser. Tænk at et ord som mit danske mundtøj finder særdeles akavet, grimt og væmmeligt, af englænderne er valgt helt frivilligt som et universalord, simpelthen i betydningen ”tingest”. Vi er formentlig ikke bygget forskelligt, men hele den lydlige kontekst i ens modersmål skaber formentlig henholdsvis fidus til og fremmedgørelse for forskellige lydlige udtryk – som følge af både muskulær, musikalsk og mental tilvænning.

Ifølge samme opslag gav forskerne på Manhattan Project den første atombombe (den som blev sprængt i New Mexico som en prøve for den næste i Japan) øgenavnet The Gadget. Igen ville den naturlige danske oversættelse være Tingesten.

I anden halvdel af det 20. århundrede begynder ordet ifølge artiklen så mere og mere at konnotere noget kompakt og mobilt finteknisk grej som kan forbløffende meget. Og det er den betydning, blot snævret ind til elektroniske hjælpemidler, ordet ”gadget” bruges til nu i Danmark. Men i denne indsnævrede betydning er ”tingest” for bredt.

Det er ”dims” i og for sig også, bortset fra at det er snævret ind til at gælde en lille ting – eneste definitionsforskel på ”tingest” og ”dims” ifølge Den Danske Ordbog er faktisk at en dims altid er lille. Sammenlign selv:

tingest
genstand som man ikke kender eller kan huske navnet på

dims
lille genstand som man ikke kender eller husker navnet på

Men ”dims” er et halvvejs ledigt ord som vi godt kan give et rigtigt job, eller flere. På samme måde som ”gadget” i den engelsksprogede verden i hvert fald i én betydning er mere specifik end den oprindelige betydning, kan vi også uden problemer vælge at bruge ”dims” i en mere specifik betydning (selv om ordet stadig også kan have en bredere betydning). Det er et dejligt ord som passer glimrende til formålet. Det indrimer (vokalmæssigt) på ”ting” og ”bling-bling”, hvilket må siges at være passende lydlige konnotationer. I øvrigt støtter Nikolaj Sonnes DR-program ”So ein Ding” indirekte valget af ”dims”, eftersom ”dims” kommer af det tyske ”Ding”. Sådan en dims må vi også have!

Dims, ting og bling-bling på én gang.

Jeg forstår på Wikipedia-opslaget at ”gadget” også betyder computerprogram på engelsk. Hvis det også skulle være tilfældet i en dansk brug af ordet, er det ikke dæmret for mig endnu. Jeg vil i hvert fald mene at hvis en ”gadget” ikke ligefrem skal være en fysisk genstand, så skal den som program betragtet som minimum fremstå visuelt på skærmen, gerne i ikonisk form, og den betydning kan ”dims” også sagtens komme til at klare. Et bagvedliggende program hedder under alle omstændigheder bare et program, så det skulle ikke være det store problem at trække grænsen mellem ”program” og ”dims”. Jo, så er der selvfølgelig det tilfælde hvor noget modificeres og man taler om en ny … feature. Da kan man ofte tale om ”egenskab”, men næppe altid, og jeg tror ikke selv på at ”feature” er et ord det giver mening at kæmpe for at udrydde. Begrænses, men næppe udryddes.

Udryddes skal ”gadget” til gengæld. Jeg gider ikke se det mere. Få det væk!

_

Statsministeriet, Finansministeriet og Justitsministeriet holder ”doorstep”. Man skulle ikke tro at det var den danske centraladministrations opgave at indføre engelsksprogede uforståeligheder, oven i købet i en betydning man næppe bruger på engelsk, men det er ikke desto mindre hvad de gør – formentlig ikke tænkt som en berigelse af hvermandssproget, men som en slags faglig kode til de journalister de gerne vil betjene på disse ”doorstep”.

Men selv Christiansborg-journalister og deres redaktører er jo dybest set bare travle mennesker. Og disse mennesker kan ikke i det lange løb danne en sprogfiltrerende dæmning når centraladministrationen holder ved med sit vås. Det gælder sådan set alt: Hvis man hører noget mange gange nok, så tror man på det: ”Alting er jødernes skyld” … ”fedt feder” … ”Maroon 5 laver god musik” … ”doorstep er det helt rigtige ord for et hurtigt lineup for pressen”. På et tidspunkt tror nogen på det.

Derfor har der været en jævn udsivning fra medierne siden omkring 2009, en udsivning som nu – det sidste halve år af 2013 – er eksploderet i et decideret brud på dæmningen.

Og så ser vi nyheder som denne fra Berlingske.dk.

Hestearbejdet med søgning på hhv. ”doorstep”, ”doorstep-møde” og ”doorstep-pressemøde” i et Infomedia som er ufleksibelt og langsomt, og som jeg endnu ikke har lært at lave trunkerede søgninger i (hvis man overhovedet kan), har jeg i denne omgang sparet mit perfektionistiske nervesystem for. Men jeg kan da i hvert fald se at udviklingen for ”doorstep” til forveksling – blot i forstærket grad – ligner den graf jeg lavede for ”disclaimer” forleden – altså en ekspotentiel stigning i løbet af 2011, 2012 og 2013 efter de første rørelser i midten af 00’erne. Og jeg tror mange af jer, kære læsere, vil nikke genkendende til oplevelsen af at ordet synes dukket op for den almindelige nyhedsannammer i dette efterår.

Jeg har fundet et interessant klip fra Information tilbage i 2004. Den 21. maj 2004 skriver David Rehling nemlig dette:

>> Det norske statsministerpar – Bjørg og Kjell Magne – gæster disse dage deres danske modstykker. Statsministeriet oplyser om begivenheden på Marienborg: »Der vil være fotomulighed i begyndelsen af mødet samt doorstep pressemøde efter mødet.« Doorstep pressemøde? Gå på dem, Sprognævn!

Jeg synes altid David Rehlings vildfarelser er rørende, for de bygger jo på en tro på at der er mere fornuft, omsorg og logik i verden end der reelt er, og den form for naivitet kender jeg så absolut fra mig selv. Måske troede endogså jeg tilbage i 2004 at Dansk Sprognævn – i det mindste lejlighedsvis – kunne være en udfarende størrelse, men det må jeg beklageligvis afmelde som et fatamorgana i Rehlings (og engang mit) idealistiske sind. Og så skaber sådan et tilbagelænet, sarkastisk ”Gå på dem!” jo faktisk bare falsk tryghed. For hvis vi havde et Sprognævn der kunne ringe til Statsministeriet og spørge hvad de havde gang i, kunne doorstep-miseren (og -misseren) jo være afmonteret for længst alene ved utvungen oplyst omtanke.

Nå, men hvad der er vigtigere i denne sammenhæng, er at Statsministeriet hermed beviseligt allerede i maj 2004 har brugt ”doorstep” – oven i købet uden tilstrækkelig sproglig kompetence til at sætte det korrekt sammen med ”pressemøde”, for der skal ved den søde grød være en bindestreg. (Er du lidt doorstep i dag? Nej, det kan jeg ikke være, for doorstep er ikke et adjektiv, ergo er fejlen lige så graverende, støjende og uintelligent som hvis man skrev ”sprog spasser” i to ord. Men også dette helt grundlæggende kan være svært for den anglificerede hjerne.)

I dag er ”doorstep” som sagt ren rutine for disse tre ministerier:

Sprogligt går det helt galt for Justitsministeriet. Normalt samskriver man engelske indlån når de begynder at fungere normalt i dansk (fx ”gamechanger”, ”smartgrid” osv.). I Justitsministeriets invitation sker det modsatte: I et bemærkelsesværdigt anfald at hyperanglificering splittes et ord som ellers også på engelsk skrives i ét.

Men er det overhovedet den rigtige betydning disse ministerier lægger i ordet? På engelsk har man begrebet ”doorstepping”, som i bred forstand betyder at opsøge folk ved deres egen hoveddør. I mere snæver journalistisk forstand betyder det at en journalist opsøger en person ved denne persons egen hoveddør for at få en udtalelse. Det opsøgte interviewoffer vil ofte være en politiker. Og lad os så bare sige at begrebet ved naturlig overføring kan udvides til at det ikke behøver at være personens hjemlige hoveddør, men at det også kan være foran døren til personens kontor. Ja, hoveddøren til hvad som helst.

Problemet er bare at hvis man søger på doorstep i den engelsksprogede verden, så er det et nærmest fraværende begreb. Nu søger jeg naturligvis på [doorstep interview X], hvor ”interview” er indsat for at sikre den rette kontekst, men hvor ordene jo kan stå uafhængigt af hinanden et hvilket som helst sted i artiklen, og hvor X her repræsenterer mine kombinationer med fx ”London”, ”Paris”, ”Bruxelles”, ”Capitol Hill” eller noget helt femte der yderligere skal sikre at begivenheden ikke finder sted foran politikerens eget hjem.

Ikke desto mindre er søgeresultaterne stadig præget af doorstep i sin egentlige betydning eller i normal overført betydning a la ”on the Congress’s doorstep”. Derudover er toppen af søgeresultaterne præget af John Majors hjemmeside. John Major var Storbritanniens premierminister imellem 1990 og 1997, og søgeresultaterne fører frem til hjemmesidens omtale af pressemøder i London, Paris etc. – fra dengang! Lige meget hvor meget jeg hopper og springer på Google, får jeg altså udelukkende doorstep i andre betydninger eller ting som er mindst 16 år gamle.

Og så får jeg dette:

”outside his home”, står der. Altså den oprindelige betydning.

Så det er svært – for mig foreløbig umuligt – at få bekræftet at den betydning de danske ministerier lægger i ”doorstep”, er så gængs i den engelsksprogede verden som brugerne af ordet synes at dupere os til at tro.

Jeg har bl.a. konfereret lidt med USA-korrespondent Annegrethe Felter Rasmussen, og selv om hun tydeligvis spiser amerikansk politik til morgenmad, har hun samme fornemmelse. Hun skriver til mig:

>> Jamen, jeg fik samme resultat. Jeg mener der er stærke indicier på at ordet ikke bruges på den måde man ser det anvendt på i Danmark. […] Det er i forbindelse med grupper – pressemøder – at danske ministerier bruger betegnelsen doorstep. […] Men jeg ved ikke hvad det ville blive kaldt på engelsk. Nærliggende er det at gætte på at det bare kaldes for hvad det er: "The Minister/Secretary will give a short press conference outside the summit building", for eksempel.

Hm! Som sagt kan jeg ikke udelukke at det med at give interview foran hoveddøren på sin bopæl kan udvides til at gøre det foran sit kontor eller ministerium, men det tyder ikke på at denne betydningsudvidelse af ”doorstep” er særlig normal i den engelsktalende verden. Men fra denne lille logiske udvidelse synes de danske ministerier yderligere at udvide begrebet til deres helt eget, for det kan jo – som vi så øverst – også være noget der forgår i Statsministeriets spejlsal. Her står man ikke foran sit hus, men i det:

Ja, ovenstående ligner et skrabet pressemøde. Ingen talerstol, ingen stole at sidde på, ingen danskvand.

Men Statsministeriet pumper lige det opsvulmede begreb en kende mere, for her har der da sneget sig en talerstol ind (som Løkke nu sniger sig hen til), og Politiken har troskyldigt kaldt det ”et såkaldt doorstep-møde”:

Og hvad er nu dette?:

Det er såmænd et ”doorstep” (bemærk den blå mikrofon i højre side). For det er i hvert fald hvad den billedredigerende på Jubii.dk har skrevet, og det ordfragmenterede udtryk ”doorstep pressemøde” har det arme menneske nok hverken from outer space eller fra Grønland, men måske fra Kongehusets presseafdeling eller grønlandske myndigheder. Her er linket hvorfra jeg kom:

Igen synes den danske definition på ”doorstep” at være et lineup til ære for journalister, et pressemøde af den mere skrabede slags, hvor der hverken vanker håndmadder eller kindkys. Og derved synes ”doorstep” at lide samme skæbne som fx ”light”(-produkter) og ”smiley” – ord der (har jeg ladet mig fortælle) ikke rigtig bruges sådan på engelsk som vi tror i Danmark. På den anden side af henholdsvis Nordsøen og Atlanten er ”doorstepping” noget journalister udsætter politikere for. I Danmark har centraladministrationen tilsyneladende kapret ordet og vendt det til at betyde noget den inviterer til.

Dette er så langt min research rækker nu, så ret mig endelig hvis der er noget der skal justeres. Statsministeriet er fortsat velkomne til at ringe tilbage på min 2 dage gamle forespørgsel og udrede den måske hjemmerullede etymologi. Jeg skal nok sige tak og tilføje hvad der måtte være at tilføje.

Det er lidt for sjov at jeg i kanon-giffen øverst lader ”doorstep” erstatte af ”dørtrin”. Og så alligevel ikke helt, for hvis man kan køre dørtræk med en gammel bil, kan man vel også holde dørtrin med den danske presse. En mere korrekt oversættelse af ”doorstep” til dansk, nemlig ”trappetrin”, associerer til den oprindelige betydning om at det foregår foran en hjemlig hoveddør, men ”dørtrin” egner sig bedre til den udvidede betydning hvor det hovedsageligt foregår foran et ministeriums fine glasdør. Dertil har ”dørtrin” nogle rastløse, ja trippende, lydlige konnotationer som passer meget godt. Dermed er forslaget måske alligevel ikke så tåbeligt som ved første øjesyn, og man kan jo have et støttende ”-møde”, altså kalde det ”dørtrinsmøde” (akkurat som med ”doorstep-møde), så længe man vil.

_

Når du næste gang skriver ”done”, skal vi så ikke sige at du er ”done” med det?

Nej nej, rolig nu. Jeg har endnu ikke udtrykt en forkrampet sprogpuritansk holdning i disse indlæg, og det kommer heller ikke til at ske her. Når man springer over i et whatever, why not eller fx done, er det jo for at befri sig selv sprogligt fra den formelle arbejdssituation ved hjælp af en variation der hæver sig over denne.

Jeg synes bare at det for nogle bliver den nye rutine, det nye grå. Og så synes jeg i øvrigt det er betydeligt mere tjekket at tænke i dansk når man vil variere sit udtryk i skrift eller tale over for andre danskere.

En af de nærmeste oversættelser af ”done” er vel ”færdig” – både i it is done og i I am done. Når ”færdig” ikke bruges oftere i den akademiske sfære, skyldes det muligvis at det minder for meget om dengang man havde siddet på potten og råbte ”Moar, jeg er færdig!!!” Vel nok ikke lige de associationer man ønsker at bibringe sine kollegaer via mail når man har loadet en artikel op, eller til offentligheden via Twitter når man som økonomiminister er nået til vejs ende med en vigtig aftale. I sidstnævnte tilfælde kan den negative medbetydning af udmattelse måske også være for nærværende i ”færdig”, selv om ”done” har præcis den samme negative tolkningsmulighed.

En anden oversættelse rammer pointen bedre, nemlig ”gjort”. Her peges på ens egen præstation og stolthed herved, men ikke i overdreven grad.

Og det ville man jo heller ikke råbe fra potten.

_

Da jeg hørte ordet ”buzzword” første gang, var mine tanker på lidt af en vandring, før det gik op for mig at ”buzzword” var et … øh … nyt buzzword i kommunikationsdansk.

Man kan få ganske mange tanker på ganske få sekunder, og mine tog fat med forestillingen om en bus.

En gul skolebus fra et sted i USA. Og denne skolebus måtte der så i en eller anden overført forstand være ord i – hvis jeg da ikke havde hørt forkert med hensyn til word-delen? Måske var det en bestemt slags ord der var samlet i denne bus? Måske handlede det om at nogle ord var foran i bussen?

Jeg nåede også at fornemme at det var en temmelig underlig metafor, før jeg nogle sekunder senere så ordet på skrift og slog det op eller fik det forklaret. Det er længe siden, formentlig i 2003 da jeg var praktikant på Kommunikationsforum, så det eneste jeg med sikkerhed kan huske, er den amerikanske skolebus der kørte rundt i mit hoved i nogle få, men semitraumatiske, sekunder – og af samme grund egentlig stadig gør det.

Det jeg taler om, er fremmedgørelse. Jeg kunne mærke at ”buzzword” var det selvfølgeligste ord for mine omgivelser, og det gjorde mig ikke glad, for det var jo ikke umiddelbart til at forstå, og talte vi da ikke dansk?

Bier er – rent farvemæssigt – egentligt ikke så langt fra at ligne en amerikansk skolebus, så på den måde var jeg da lidt på sporet. Bier siger ”Bzzzzz”, og ”buzz” betyder en summen eller et rygte. Et buzzword er ofte et nyt ord eller i hvert fald en revitaliseret brug af et ord, og på dansk er der ofte tale om engelsksproglige indlån. Det er kendetegnende for buzzwords at brugen af dem overgår forståelsen af dem. Som Den Danske Ordbog skriver om betydningen: ”fagligt eller teknisk ord eller begreb som bruges af et stort antal mennesker, men som de færreste kender den præcise betydning af”. Ja. Et ret godt og aktuelt eksempel på dette er det besynderlige ”doorstep” som jeg skrev om forleden, og som muligvis er delvis misforstået i dansk brug.

Den ofte foreslåede oversættelse, ”modeord”, må siges at være et kedeligt fejlskud. Den har jo slet ikke de metaforiske egenskaber som præciserer betydningen af ”buzzword”. Derfor er jeg også glad for at kunne præsentere ordet ”svirreord”. Ud over at det har samme længde og lydlige massefylde og dynamik, trækker det på samme metaforik – blot ved at referere til biernes bevægelse i stedet for deres lyd, hvilket sådan set bare er en subtil forbedring. Og endnu bedre bliver det når man tænker på at vi på dansk taler om svirrende rygter (og at ”buzz” i øvrigt kan oversættes direkte til ”svirre”). Ringen er sluttet; det kan ikke blive bedre.

Hermed sætter jeg min lille svirreflue af et ord ud. Vær så god at bruge det!

_

Er du kommet i julestemning, eller er din hjerne stadig i arbejds-mode? Jeg forsøger at holde mig i skrive-mode indtil julekalenderen er fuldbyrdet, og de næste minutter håber jeg du vil befinde dig godt og uforstyrret i læse-mode – eller læse-hu som du snart vil kalde det, hvis ellers dette indlæg huer dig.

Der er ikke så mærkeligt at ”-mode” har vundet frem, for begrebet forekommer at have sin berettigelse i det moderne liv anno 2013. Det er vigtigt mentalt at kunne skifte gear efter situationen, ligesom det i en hverdag hvor det ikke nødvendigvis giver sig selv hvilken opgave man bedst bruger tiden på nu, opleves som vigtigt at kunne mærke hvad man er mest indstillet på at tage fat på først. Desuden skal vi bruge begrebet i forståelsen af vores medmennesker når de pludselig ikke er til stede selv om vi ellers er sammen med dem: ”Hun er vist gået i stirre-mode.” Nej, hun stirrer ikke bare et øjeblik; hun er i en anden dimension. Nu er det måske ikke det bedste eksempel, men indsæt selv hvad der måtte passe i den konkrete sociale subkultur.

Det handler om mental tilstand og indstilling – hvad man er (i humør) til, hvad man er indstillet på, og hvad man allerede er inde i. Hvis der var tale om indstillingen på en maskine, kunne man måske kalde det ”modus”, og det kunne man så bruge i overført betydning. Men det lyder klodset at sige man er i ”indkøbsmodus” eller i ”drukmodus” (selv om sidstnævnte tilfældigvis lyder sjovt).

Flere i den ældre generation forveksler ”-mode” med det engelske ”mood”, fordi de tror der tales om humør. Det gør der på en måde også, men ikke helt.

Ja, det mudrer let, og det gør det så sandelig også lydligt. I et dansksprogligt lydlandskab er tilføjelsen [måud] noget værre mumleri. Helt slemt bliver det hvis man med reference til Maude Varnæs fra tv-serien Matador (der før hun emanciperer sig selv, har det med at gå op og lægge sig) taler om at en og anden er gået i Maude-mode – altså [måud-måud]. Hva’ba?

Også tekstligt er denne sprogbrug et problem, for hvad er nu for resten feriemode? Taler vi om årets bikinikollektion, populære rejsemål og fritidssysler? Næ, måske er der i stedet tale om at være kommet i den rette stemning. Og julemode? Er det julens mode udi mad og flitterstads, eller er det at være i julehumør?

Så lad os nu bare erkende det: Dette ”-mode” fungerer ikke så skidegodt i dansk. Vi har brug for noget bedre.

Når man stiller små ting langt inde på allerøverste hylde i et skab, kan man ikke se dem uden en taburet eller en trappestige, og så risikerer man helt at glemme dem. Det er præcis hvad der er sket med det lille ord ”hu”. Det står nemlig på det danske sprogs øverste hylde med mærkatet ”højtidelig sprogbrug” som vi ikke gør det så meget i mere, og når ordet så samtidig er for kort og undseeligt til at rage op, kan vi ganske enkelt ikke se det fra hvor vi står. Det er spild af højeffektivt ordmateriale, og derfor skal ”hu” pilles ned, støves af og sættes på en hylde hvor vi kan se det og gribe efter det.

Den Danske Ordbog siger om ”hu” at det betyder ”lyst; tilbøjelighed; sympati” – og så den kedelige tilføjelse: Sprogbrug: højtideligt. Den sidste tilføjelse skal vi selvfølgelig bare lave brutalt om på ved at bruge ordet i enhver profan sammenhæng – der er alligevel ingen der ved at det skulle være højtideligt. Hvad betydningen angår – ”lyst; tilbøjelighed; sympati” – skal den udvides en smule så pasformen bliver perfekt. Og det gør vi såmænd også bare ved at bruge det. Den af disse betydninger der ligger tættest på ”mental modus/indstilling” er vel ”tilbøjelighed” – eller en blanding af ”lyst” og ”tilbøjelighed” – og så er vi så tæt på at det bare er at stikke foden i skoen og gå den til, sådan så det ikke nødvendigvis er noget lystbetonet men kan være det hele. Man ødelægger ikke nogen eksisterende nuance i sproget derved, for ordet bliver jo alligevel ikke brugt.

Prøv selv at kigge på ordet i DDO, og smag lidt på det. For de fleste vil det nok komme som en overraskelse at det ikke udelukkende stammer fra noget der har med hukommelse at gøre, som det ellers er tilfældet i ”ihukomme”.

Men hvem bruger ”ihukomme” mere? Og har ”komme i hu” altid været noget med hukommelse, eller kan det ikke også oversættes til at ”indstille sig på”? Det synes jeg det skal udvides til. I hvert fald findes der en gammel vending som hedder ”vende sin hu mod”, der betyder at rette sine tanker og interesser mod (noget nyt).

Nu synes jeg godt jeg kan omformulere indlæggets første sætning, endda med to grammatiske varianter: Er du kommet julen i hu, eller er du stadig i arbejds-hu?

Og for at understrege brugen af den sidste variant, kan jeg fortsætte: Hvis du har været i indkøbs-hu ved Frederiksberg Centret, har du måske set dette triste syn:

Ordet shop får ikke en af de 24 pladser i kanonen, og de vigtigste pointer om den sag er også at finde i indlægget om ”SALE”, altså ”UDSALG”. Men tak for billedet alligevel.

Ja, det kræver lidt tilvænning, men som så mange andre ting skal man bare sige det en 16-17 gange før det lyder naturligt. Øv dig med dine egne former for hu – og naturligvis med sproglig omhu.

Hovsa, nu glipper mit andet forsøg på at slutte indlægget, for slår man ”omhu” op, afsløres hu-delen omsider at kunne oversættes direkte til ”sind” og ”tanke”. Det er jo sådan set den rene form jeg hele tiden har ment at kunne tolke ud af tingene, men som ikke stod så direkte i selve ”hu”-opslaget. Sammenhængende etymologi forsvinder åbenbart nemt ud af ordbogen når det gælder ord vi ikke har brugt.

Jeg håber at ordbogen om nogle år under opslaget ”hu” kan tilføje betydningen ”aktuel mental indstilling; modus”; men det kræver som bekendt at vi begynder at bruge det.

_

Dette er absolut det mest flippede forslag i denne kanon. Her har der ikke været et oplagt alternativ, men jeg synes at ”breaking news” er så ynkeligt i et selvstændigt sprog at jeg – koste hvad det vil – agter at komme med et alternativt bud. Og det har krævet en del tænken ud af boksen.

Vi kan godt blive enige om at ”brydende nyheder” er utåleligt, og det er da heller ikke en helt tilfredsstillende oversættelse, men heller ikke ”afbrydende nyheder” eller den sproglige opstramning ”afbrydende nyt” bringer mig helt derhen hvor jeg i begejstring udbryder: Yes!

Men det er jo hvad ”breaking news” betyder, og pointen er jo at der kan være nyheder af en sådan vigtighed at de afbryder den normale sendeflade. Man kan diskutere hvilke nyheder der fortjener at blive breaking news, men det ændrer ikke ved at pointen med termen er at deklarere hvorfor dagens afsnit i den syttende genudsendelse af Dallas eller Fint skal det være pludselig må vige til fordel for billeder af skibskatastrofer og pludselig død.

Mit forslag, ”gevalt”, bygger mere på lyd og irrationelle fornemmelser end egentlig etymologi, og det er også det der gør forslaget til det mest urealistiske i denne kanon, for det kan ikke forklares. Enten synes man det er en fed idé, eller også synes man jeg er tosset. Jeg er på sin vis stolt af begge dele. Under alle omstændigheder er der principielt ikke noget der forhindrer os i at kalde ”breaking news” for ”gevalt”.

Når det er sagt, er jeg da udmærket klar over at det er et ord som eksisterer i forvejen, og jeg er da også ret bevidst om at føre visse sider af den gamle betydning over i en ny. Slår man ordet op i Den Danske Ordbog, kan man se at ordet nu til dags kun lever i den faste vending ”råbe/skrige gevalt”, som ifølge DDO betyder ”højlydt eller kraftfuldt [at] gøre nogen opmærksom på en farlig situation eller et uregelmæssigt forhold”. Eftersom ”breaking news” altid angår uregelmæssige forhold, og ofte en farlig situation, kan vi sagtens låne lidt her. Måske er det ikke så tosset alligevel.

Den gamle, og egentlige, betydning af ”gevalt” finder man i Ordbog over det danske Sprog. Her fremgår det at ”gevalt” betyder hvad jeg vil forkorte til magtfuld besiddelse eller magt (anvendt på voldsom vis). Det er de samme betydninger det tyske ”Gewalt” kører rundt i. Og det er selvsagt ikke helt den betydning jeg vil trække med videre. Dog kan voldsomheden godt bruges, så sandt som at disse nyheder som regel har et element af egentlig eller følelsesmæssig voldsomhed.

Om cirka 24 timer synger en del danskere Peter Fabers Sikken voldsom trængsel og alarm hvori en linje lyder: ”Lygten tændes klokken fire alt; det skal være aften med gevalt”. Jeg ved ikke om det betyder at det med vold og magt skal være (jule)aften hurtigst muligt, eller om det betyder at man bygger op til en aften med gang i den. Måske mener han begge dele på én gang i en tekst der i de første vers mest beskriver en livfuld kollektiv iver.

Jeg ønsker bestemt ikke en juleaften med gevalt i betydningen breaking news. Men en anden dag kunne virkeligheden ifølge min sprogfantasi se således ud:

_

Så er vi kommet til afslutningen af denne julekalender – en kanon over de 24 engelske ord som jeg synes er de mest unødvendige og irriterende i dansk. Som du kan se, har jeg valgt at bruge sidste afsnit på en slem overraskelse, så det blev sådan set kun til 23.

Der har ellers været seriøse boblere som ”reality-tjek/check” og ”empowerment”. Og så sent som i skrivende stund er jeg kommet i tanke om at jeg har svært ved at klare henkastede begreber som ”up for grabs” og ”heads up” i en dansk samtale. Disse udtryk møver (jævnfør Peter Harders retoriske begreb ”møveri”) fordi de kun kan forstås hvis man nærmest er komplet tosproglig i tanke og tale, og det gider jeg ikke tvinges til at stræbe efter at være når jeg snakker med en dansker.

De engelske indlåns irritationsfaktor for mig, og dermed deres vej til denne kanon, baserer sig nok hovedsageligt på en blanding af tre underliggende faktorer: 1) en fremmedgørelsesfaktor, altså i hvor høj grad ordet stikker ud (især lydligt og lydligt-ortografisk) i en dansk sammenhæng, 2) en provokationsfaktor, altså hvor let det er at pege på en bedre dansk version, og 3) en problemfaktor, altså i hvor høj grad ordet reelt er ved at kvæle en dansk måde at sige det samme på. Eksempelvis er hverken ”shop” eller ”performance” kommet med i opløbet til top-23, af den simple grund at de konkurrerende danske ord og omskrivninger ikke på nogen måde er glemt.

Nu vender jeg bøtten om og bringer en kortfattet liste over de 24 engelskklingende indlån jeg selv bruger med største glæde. Listen er virkelig ikke noget særligt, men nu hvor jeg har baseret en hel julekalender på de værste eksempler på overdreven og træls engelsk sprogbrug i dansk, synes jeg også det er vigtigt at sige at jeg ikke er sprogpuritaner. Et dansk sproglandskab kan godt – uden at miste rygrad – have indlån der stadig stikker ud lydligt, bare det er med måde – eller man kunne sige med jugement og med gefühl.

Dette er for mig toppen af okay-listen:

app
Jeg konstaterer med lettelse af den nyeste teknologiske udvikling ikke har haft værre sproglige konsekvenser. Alene lettelsen gør at jeg elsker ordet ”app”.

babe
Godtages dog kun når Steffen Brandt synger det.

chat, (at) chatte

deadline
Samtlige mulige danske oversættelser er latterlige. I øvrigt er det fint at ordet er en smule fremmedgørende, for jeg bliver alligevel aldrig venner med dets indholdsside. Alene ophidselsen ved at det ikke er dansk, hjælper mig med at være på dupperne.

default
Vistnok oprindelig en ret teknisk betegnelse, men jeg bruger den nærmest hele tiden i overført betydning. Eksempelvis taler jeg om at noget kan have en default-betydning.

feedback
Et dansk ord? Glem det.

flow
Dette er – i hvert fald for en synæstetiker som jeg – på grænsen til at være et lydord. Det er lydligt i perfekt forbindelse med hvad det betyder, og så er jeg ligeglad med om det er engelsk, dansk, serbokroatisk eller arabisk.

(at) google
Jepper, jeg gør det hele tiden. Og det er jo en ret præcis betegnelse for en søgning hvis man faktisk har foretaget denne søgning i Google.

hacker, (at) hacke

insider, outsider

interview

(at) joine
Et bizart ord på denne liste i den forstand at jeg slet ikke bruger det selv. Men jeg har lært at kunne lide når andre bruger det. I mere formel sammenhæng vil jeg dog anbefale ”tilslutte sig”.

link, (at) linke
Lænke? Nej, glem det nu bare, please!

live
Let there be rock!

mail, (at) maile
Jeg er personligt lidt ligeglad med e’et i e-mail, for post på engelsk, dvs. ”mail”, er nu engang kommet til at betyde e-post på dansk.

match, (at) matche

non-
Som i nonstop og nonprofit.

okay
”Okay” er okay, men der er også en form for klasse i at skrive og sige ”o.k.”

overkill

show

speeder, (at) speede

(at) surfe
I begge betydninger. Men det kunne være fedt hvis man begyndte at skrive ”sørfe”. Så kunne man også revitalisere betydningen af ”sø” som en bølge, og så sørfer man sin egen sø. At sejle sin egen sø betyder jo at man må overkomme sine problemer selv. At sørfe sin egen sø kunne betyde at man er så suveræn for en stund at man er hævet over problemerne – svæver over vandene.

volleyball
Bare et pisselækket ord.

zoom

… ud igen.

Nu slutter sprogrenserkanonen. Jeg håber det er okay.

_

Dansk Sprognævns liste over nye ord fra 2013 er på alle tænkelige måder præget af kvindekønnet. Jeg har vovet pelsen og anmeldt de 19 ord i en artikel på Kforum.

Læs den her.

Uha, hvor duperende. Og det er jo i orden hvis man selv kan leve op til det. Men spørgsmålet er hvem der spilder hvis tid? I hvert fald er der fire klokkeklare fejl i denne jobannonce, der ellers søger den fejlfrie skribent. Se om du kan finde de fire fejl – og også gerne den ”fejl” som i min bog stadig er en fejl, men som desværre er gjort lovlig.

Nej, det er ikke kommaet foran ”samt”. Det skal ganske vist ikke være der efter retskrivningsreglerne, strengt taget, men det er fint (og tilladt) i sammenhængen hvor et ophold er passende. Det er det i øvrigt ofte foran ”samt”.

Nej, det er heller ikke ”a” i ”a 4-500 ord”. Det er såmænd helt korrekt, men det er der ikke mange der ved.

Se nu om du kan finde de fem fejl, før du scroller ned!

_

_

_

_

_

_

_

_

_

Jeps, en ordfragmentering – det skal selvfølgelig hedde ”nutids-r” – og tre manglende kommaer mellem helsætninger. Derudover skal ”indenfor”, ifølge god sprogbrug, være i to ord når det er transitivt.

Måske er det en del af ansøgningen at man skal finde disse fire-fem fejl, men man må unægtelig sige at det er en høj risiko man løber på vegne af sit image hvis man lægger sådan en test i selve opslaget. Derfor vil jeg næsten sige at hvis MobilTjek ikke dumper på skrivningen, så dumper de på brandingen.

Imidlertid er det – af to tungtvejende grunde – ikke decideret afskum: 1) Der er kun én ordfragmentering blandt mange mulige, og de har da sat bindestreger andre steder. 2) Det er godt at de søger kvalitet selv om de ikke fuldt ud selv besidder det (endnu).

Så jeg vil støtte dig, kære læser, hvis du ønsker at søge jobbet og i øvrigt er kvalificeret. Jeg plejer ikke at blande min blog med mit firma, men her gør jeg en sjælden undtagelse: I Retskrivningspolitiet søger jeg faktisk kompetente korrekturlæsere (på langt sigt muligvis også skribenter) at oplære og senere skibe opgaver videre til. Dette er et tekstforfatterjob, men vores samarbejde og min oplæring af dig som kompetent sprogbruger og korrekturlæser kan udmærket begynde med at du søger det, får det og passer det.

Men det er naturligvis udelukket hvis du ikke af egen kraft fandt ordfragmenteringen, for så bliver du aldrig skarp nok til mit brug – heller ikke selv om du alligevel var så heldig at få 12 i dansk.

”Sex slanker.” Den tanke har producenten bag Nupo tilsyneladende rumineret en del over, naturligvis i kombination med den deraf givne forretningsmæssige fordring: ”Vi må ind på det marked!” Og at dømme efter skiltet har man fundet en hurtig, men god, løsning.

Jeg forestiller mig at der under skiltet er et bjerg af neutralt-diskret-chikt emballerede aflange æsker indeholdende højpræsterende vibratorer med kilojoule-måler. Nupo kender sin målgruppe.

Ja, den er delt adskillige gange på Facebook, og normalt gider jeg ikke være nr. 2 eller nr. 55 til at rende på torvet med den slags. Men jeg har en fornemmelse af at billedet er ægte, og i så fald synes jeg ikke Kommakommunikations læsere skal snydes for morskaben. Hvis nogen af jer derude kan bekræfte at det er ægte, og dertil sige noget om hvor skiltet hænger, så er det lige præcis den slags dokumentation Kommakommunikation elsker at få med.

Således sat i stemning kommer jeg i tanke om en anden lille sag jeg har på lager, og som også syner ægte:

Nej, jeg behøver vist ikke hælde flere ord på. Du kan spinde din egen ende på dette indlæg.

Ja, gu har jeg da ret. Men jeg ved da godt at Edel og Petter ikke skriver sådan til mig for at ytre det åbenlyse. De foretager selvfølgelig talehandlingen ”Du har ret!” med den hensigt at bekræfte at jeg ikke blot har ret, men at de tillige selv indser rigtigheden af hvad jeg har ret i. Så tak for det!

Og hvad er det så jeg har ret i? Jo, se på overskriften til denne sprogiagttagelse til Oh Danmark på bagsiden af Politiken (2. feb. 2014), og læs så efterfølgende ordlyden af den mail jeg sendte Edel Hildebrandt:

Kære Edel Hildebrandt

Det er med en vis frustration at jeg noterer mig at I ikke kan mestre meningsfuld (og for resten korrekt) kommatering i jeres egne overskrifter i Oh Danmark.

I dagens overskrift "ÆV BÆV I KAN IKKE FANGE MIG" går der ren Yahya Hassan i den med manglende tiltale- eller udråbskomma.

Der skal selvfølgelig være komma efter "ÆV BÆV", ellers bliver betydningen af "ÆV BÆV" ikke et udråb, men derimod snarere et objekt, sådan så man tænker på en betydning a la "æv bæv i bukserne"– indtil man så senere i overskriften må gå tilbage og korrigere fordi man da forstår at dét ikke er betydningen. Men meningen med god tegnsætning er jo at man ikke skal tilbage og korrigere betydningen. Og der skal, indiskutabelt, være komma efter "ÆV BÆV". Punktum.

PS: At Yahya Hassan i sin digtsamling ikke sætter tiltale- og udråbskomma, er i bedste fald et litterært greb der skal sikre en form for opløsning (og læserarbejde) i sætninger som "FAR DU ER EN LORT", og i værste fald ... ja, det håber jeg virkelig ikke.

PPS: Når man stikker snuden ud mht. kritik af mangel på vigtige og betydningsunderstøttende kommaer, siger al erfaring at tosser kan finde på at angribe én selv for at der ikke er komma foran "at" og "der" osv. i det man skriver. Jeg skal derfor oplyse to ting: Jeg er kommaekspert, og jeg sætter nyt komma når jeg selv bestemmer. Men det ændrer ikke ved de vigtige kommaer som er fælles for de to kommasystemer.

Mange hilsener
Martin Lund

Almindelige eksempler på tiltale- og udråbskommaer:

- Yahya, vil du læse dit digt op?
- Ja, det kan du tro, min ven.
- Ih, hvor dejligt!
- Det kan du selv være, Louise.
- Ja ja, Hassan.

Kommaforklaring:

1: ved foranstillet tiltaleord
2: ved foranstillet udråbsord + efterstillede tiltaleord
3: ved foranstillet udråbsord
4: ved efterstillet tiltaleord
5: ved på samme tid foranstillede udråbsord og efterstillet tiltaleord.

Langt de fleste indlæg på denne blog handler om sproget – det vindue eller den kikkert hvorigennem en skribent viser én noget – og langt de fleste af disse indlæg handler om den beskidte rude eller forvrængende kikkertlinse som gør visningen dårlig, uklar eller fordrejet.

Man kan også analysere det særligt gode sprog, men helst kun når det i forvejen peger på sig selv med bogstavrim, tretrinsraketter eller særligt sigende ordvalg. Det umarkerede gode sprog, derimod, bryder jeg mig ikke om at omklamre med analyse, for det svarer jo bare til den rene rude eller den perfekte kikkert.

Sproget skal have lov til at være ren rude eller perfekt kikkert på mange måder. Der er mange gode løsninger, og der er mange gode individuelle stillejer, ordvalg og tankerækker. At typologisere og kanonisere gode formuleringer er at kanonisere banaliteter (i retorisk forstand ”hjemler”), og det vil kun ødelægge lysten til sproget, på samme måde som analysen af det morsomme ved en vittighed vil ødelægge lysten til at være vittig.

Så det er ikke negativitet eller stor lyst til at pege fingre ad andre der gør at jeg interesserer mig mest for at skrive om fejl, sproglige misforståelser eller retoriske fordrejninger (samt en bagvedliggende undergravende systemisk ligegyldighed med sprogansvar). Ved netop at nøjes med at fokusere på hvad der smudser ruden til eller forvrænger kikkerten – altså fokusere på hvad der hindrer klar og vellydende kommunikation gennem vores fælles sprog – stiller jeg det gode sprog frit fra omklamrende analyse, hvilket i virkeligheden er forudsætningen for at det kan fungere som den rene rude eller den perfekte kikkert. Herved afleder jeg ikke opmærksomheden til en uvæsentlig grøft, for sproglige fejl og uhensigtsmæssigheder ligger altid midt i arbejdet med sproget.

Det gode sprog skal ikke selv være i fokus (medmindre det selv ønsker at være det med fonetisk og retorisk rytmik og staffage). Det gode sprog tjener kun hvad skribenten vil vise. Jo finere justeret sprog, desto finere facetteret indhold – måske endda syner, tanker og synteser læseren ikke på forhånd anede kunne nås med sproget – men sproget er til for dette indhold. (Derudover skal sproget også være så indvortes konsistent at det kan opretholde sig selv som system, altså som sprog, og derfor er sprogrigtighed og grammatik vigtigt selv om det måske ikke altid lige synes at være vigtigt for opfattelsen af indholdet i det enkelte tilfælde.)

Alt dette – sådan set en udredning af denne blogs filosofi – blot for at fortælle at jeg vil noget andet end jeg plejer.

I dette indlæg skal vi ikke se på sproget, men udelukkende på hvad sproget vil vise. Vi skal ikke engang diskutere om det er godt ”vist” – dvs. godt skrevet – for hvis det er dét, er der som sagt ingen grund til at diskutere det. Vi skal blot se. Se direkte gennem ruden eller i kikkerten. Måske skal vi ligefrem se hvad månen var for en følelse.

Da jeg læste Patti Smiths selvbiografi Just Kids (2010) i sin danske oversættelse, Just Kids, bukkede jeg fem sidehjørner. Fem steder var jeg – af vidt forskellige grunde – så ”høj” af hvad hun kunne vise, at jeg simpelthen måtte markere disse steder. Der er et sjette sted som jeg ikke så godt kan gengive her, nemlig bogen i sin helhed. Den handler om den udvikling hun gennemgår i livet sammen med sin sjæleven, den jævnaldrende kunstner og fotograf Robert Mapplethorpe, som hun mødte i 1967 da hun som 20-årig kom til New York, og som hun mistede da han døde af aids i marts 1989. (Åh, jo – lad hellere det præcise 25-år for Mapplethorpes død være anledningen til dette indlæg end at det lige tilfældigvis er kvindernes kampdag i dag. Jeg kender ikke Patti Smith godt nok til at vide om hun er jævnt ligeglad med en ligestillingsdebat som den ser ud i Danmark anno 2014, men jeg tror hun ser sig selv primært som individ og som menneske.)

Først er de kærester, siden blot venner. Men hele tiden mest af alt nære sjælevenner, og det er dét bogen handler om – i konteksten af deres boheme-tilværelse, bl.a. på det navnkundige Chelsea Hotel. Patti Smith skriver i højeste grad på detaljerede artefakter og sansninger, og derfor ville hun umuligt have kunnet skrive denne selvbiografi hvis ikke hun dengang havde skrevet dagbog om både ting og sager. Og det er måske i virkeligheden også det der gør at der overhovedet findes små, fortættede skriftsteder som kan klippes ud af sammenhængen.

Hvorfor nu tage fat i en amerikansk forfatter på en blog om dansk? Og hvorfor tale om skriftsteder i en dansk oversættelse? Mit svar på de to spørgsmål udmønter sig i et modspørgsmål: Hvorfor al dette snobberi om at læse på originalsproget? Det findes gode oversættere, og jeg vurderer den danske oversættelse som en dansk bog, en genfortolkning som ikke på nogen måde føles flad eller skæv. De fem steder har rørt, moret eller fascineret mig gennem en dansk rude. Og selv hvis mit engelske var 10 gange bedre end det er, tror jeg oversætterens er endnu bedre. Jeg vedkender mig at jeg dermed læser en bog af Patti Smith & Charlotte Kornerup, men jeg køber på ingen måde det snobbede argument om at dette skulle være mindre fint end blot Patti Smith.

Jeg har dog den anke – ja, det er jeg sgu nødt til at sige – at oversætteren ikke har lært sig nyt komma (eller at forlaget afviser det), for det er jo decideret fluelort på ruden at bruge grammatisk komma, med alle de kommaer der skal ignoreres for at forstå indholdet. Og det er en særligt skærpende omstændighed at udføre dette systemiske overgreb i oversat litteratur hvor disse meningsløse kommaer ikke findes i originalen, og hvor forfatteren ikke har nogen anelse om at overgrebet vil kunne ske. Jeg mener ikke at man skal sætte engelsk komma i en dansk oversættelse, for engelsk tegnsætning er også noget lort (på en meget anderledes måde end grammatisk komma er det), men ligefrem udsætte oversættelser for totalt meningsforstyrrende kommaer når vi har et bedre system, finder jeg groft. Nå … det må vi tale om en anden gang. Jeg har altså ikke givet mig til at sortere de generende kommaer fra (selv om jeg dybest set betragter dem som ren støj der intet har med citatrigtighed at gøre), så du må slå dig til tåls med fluelortet når det begynder at dukke op fra midten af 2. citat. Men som dansker er du jo trænet i det.

De første fire af de fem steder er selvsagt – i al deres udklippelighed – afstikkere fra bogens hovedspor, men sådan er det vel med skriftsteder. De står kronologisk, men jeg har valgt at slette sidetallene af hensyn til kommende læsere af bogen, for det vil ganske vist være en fornøjelse at læse stederne igen, men næppe at vide præcis hvornår de kommer.

Patti Smith er født den 30. december 1946, så regnskabet mellem årstal og hendes alder er altid let. Dermed er hun 22 da der bliver sat fodaftryk på månen. Herfra er kun overskrifterne mine.

1) Stop
Der lå dog noget i luften, en vibreren, en følelse af hastværk. Det var begyndt med månen, det uopnåelige digt. Nu havde mennesket gået på den, sat aftryk af gummisåler på en af gudernes perler. Måske var det bevidstheden om tidens gang, den sidste sommer i et årti. Indimellem havde jeg bare lyst til at løfte hænderne op og signalere stop. Men stop til hvad? Måske bare til at blive voksen.

2) Kohl
Rollen så ud til at være let for mig, for jeg havde ingen relationer til de andre karakterer i stykket. Min figur, Leona, var fuldstændigt lukket inde i sig selv, skød speed og rablede usammenhængende om Brian Jones. Jeg blev aldrig helt klar over, hvad stykket handlede om, men det var Tony Ingrassias epos. Ligesom i The Manchurian Candidate spillede alle og enhver med i stykket.
  Jeg havde min slidte bluse med den bådformede halsudskæring på, og jeg gned kohl rundt om øjnene, fordi jeg skulle se så grim ud som muligt. Jeg tror, jeg kom til at ligne en vaskebjørn på stoffer. […]

3) Hemmeligheden bag improvisation
[…] Da vi nåede frem til det sted, hvor vi skulle improvisere et skænderi i et poetisk sprog, fik jeg kolde fødder. ”Det kan jeg ikke,” sagde jeg. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”
  ”Sig bare noget,” sagde han. ”Du kan ikke sige noget forkert, når du improviserer.”
  ”Hvad nu hvis jeg ødelægger det? Hvad nu hvis jeg ødelægger rytmen?”
  ”Det kan du ikke,” sagde han. ”Det er ligesom at tromme. Hvis du springer en takt over, så skaber du en anden.”
  På denne enkle måde lærte Sam mig, hvad der er hemmeligheden i improvisationer, og det har jeg haft glæde af hele mit liv.

4) Bort
I det fjerne så jeg en gammel kone i en tung frakke, med en spids stok i hånden og trækkende en stor lædersæk efter sig. Hun var i gang med at gøre rent på gravstederne. Da hun så mig, begyndte hun at råbe ad mig på fransk. Jeg undskyldte og sagde, at jeg ikke talte ret meget fransk, men jeg vidste godt, hvad hun måtte tænke. Hun så forarget på graven og på mig. Alle de jammerlige skatte og graffitien på gravstenene var kun en profanering for hende. Hun rystede på hovedet og mumlede et eller andet. Jeg var forbavset over, at hun ikke tog sig af den voldsomme regn. Pludselig vendte hun sig om og råbte med grov stemme på engelsk: ”Amerikaner! Hvorfor ærer I ikke jeres poeter?”
  Jeg var uendelig træt. Jeg var seksogtyve år gammel. Overalt omkring mig opløste regnen de beskeder, der var skrevet med kridt, som græd nogen dem bort. Bække af vand løb ind under de små amuletter og bar guitarplektre og cigaretskod med sig. Kronblade fra blomsterne på jordstykket over Jim Morrison flød af sted som Ofelias opløste buket.
  ”Ehh!” skreg hun igen. ”Svar mig, Amèricaine! Hvorfor ærer I unge mennesker ikke jeres poeter?”
  ”Je ne sais pas, madame,” svarede jeg og bøjede hovedet.
  ”Jeg ved det ikke.”

5) Bror
En dag, da vi sent om eftermiddagen gik ned ad Eighth Street, hørte vi ”Because the Night” blive spillet for fulde drøn fra den ene butiksfacade efter den anden. Den var et resultat af mit samarbejde med Bruce Springsteen, singlen fra albummet Easter. Robert var den første, der hørte den, efter indspilningen. Det var der en grund til. Det var det her, han altid havde ønsket sig for mig. I sommeren 1978 blev den nummer tretten på Top 40-hitlisten og opfyldte Roberts drøm om, at jeg en dag skulle lave et hit.
  Robert smilede og gik i takt med musikken. Han tog en cigaret op af pakken og tændte den. Der var sket meget for os, siden han havde frelst mig fra science fiction-forfatteren, og vi delte en egg cream på en fortrappe i nærheden af Tompkins Square.
  Der var ingen grænser for, hvor stolt Robert var over min succes. Det, han ønskede for sig selv, ønskede han for os begge. Han sendte en perfekt røgring ud, og i det toneleje, han kun brugte over for mig – påtaget irettesættende – udtrykte han sin beundring uden gnist af misundelse, vores bror-søster-sprog.
  ”Patti,” messede han, ”du blev berømt før mig.”

_

PS: Tak til Anders Rou Jensen og Fabijana Popovic for, totalt uafhængigt af hinanden, at give mig Just Kids i fødselsdagsgave! I dansk udgave for ét og et kvart år siden, og i engelsk for et kvart år siden. Det ekstra vink med en vognstang gjorde at jeg gik i gang med den danske. Nu kan jeg så træne mit engelske med en bog jeg kender – og har lyst til at læse igen (selv om jeg ikke er vild med at kigge gennem den engelske rude).

Danskeren Kevin Magnussen har i dagens kvalifikation forud for morgendagens australske Formel 1-grandprix sikret sig en startposition som nr. 4. Det er stort set allerede det bedste ”resultat” en dansk Formel 1-kører nogensinde har kunnet skrive hjem om, og slutter han løbet i morgen på en placering bedre end nr. 8, slår han sin egen far, Jan Magnussen, der scorede sin karrieres enlige Formel 1-point i Montreal i 1998. Men det Stewart-Ford-team Jan Magnussen havde plads i dengang, var – så vidt jeg husker – også udstyret med den sådan cirka tredjedårligste bil. I dag sidder sønnen i et af de formentlig tre bedste teams, og det skyldes blandt andet at han står på skuldrene af sin robuste far.

Så det er nok rimeligt at Kevin Magnussen er spået en Formel 1-sæson der vil ende med cirka en sjetteplads – man kan også sige at han er seedet som nr. 6.

Til gengæld er det temmelig tosset når Se og Hør – som det skete for lidt over en uges tid siden – anfører Kevin Magnussen som ”sjette favorit til at vinde verdensmesterskabet i Formel 1”:

Der kan være to kontekster. Enten taler Se og Hør på baggrund af rækken af favoritter til Formel 1-verdensmesterskabet gennem historien – og det er alt i alt nok flere favoritter end seks, selv om en kører som Michael Schumacher har været favorit flere gange – eller også taler Se og Hør ud fra en dansk kontekst. Det sidste er rimeligvis tilfældet, men det giver ingen mening at tale om den ”sjette favorit”, for Kevin Magnussen er på ingen måde den sjette danske favorit i Formel 1-sammenhæng. Ingen danske racerkørere har været decideret favorit til at vinde et verdensmesterskab, heller ikke Kevin Magnussen. Han kan måske en dag blive den første danske favorit.

Så Se og Hør må selvfølgelig mene noget andet, og det er jo nok ”sjettefavorit”, altså 6.-seedet, estimeret til at slutte sæsonen som sammenlagt cirka nr. 6.

Det er rystende at man kan bestå folkeskolen uden at have så meget styr på grundlæggende sproglig logik – også kaldet grammatik – at man ikke forstår forskellen på ”sjette favorit” og ”sjettefavorit” – eller for eksempel ”første elsker” og ”førsteelsker”. Og jeg mener da at man skal have haft lidt skolegang for at skrive for Se og Hør.

Kevin Magnussen udviser heldigvis større sikkerhed og suverænitet i sin metier end Se og Hør gør i sin.

Hvis man ikke abonnerer på en af betalingskanalerne, men er heldig at have RTL på fællesantennen, kan man se en 21-årig dansker i en McLaren-Mercedes i fjerde startposition på Albert Park-ringen i Melbourne kl. 7.00 i morgen tidlig, dansk/tysk tid – og samtidig lære lidt tysk.

Besked fra Facebook:

Der er selvfølgelig flere ting man kunne anholde her, men jeg gider ikke obducere engelsk, og hvad angår uhensigtsmæssigheden af at klikke på den slags, vil det nok være at tale ned til denne blogs læsere at uddybe yderligere. Én ting er det mig dog magtpåliggende at sige til Rubecca eller Olive og … nå ja, jer læsere:

Lige meget hvilket language du henvender dig til mig på, kan jeg ikke rigtig med afsendere der ikke kan eller vil give bare de vigtigste naturlige strukturerende pauser i en sproglig komposition et skriftligt modsvar i form af kommaer, tankestreger eller punktummer. Jeg opfatter det som sproglig analfabetisme og/eller en regulær fornærmelse: Et sprogligt Ikea-møbel afleveret i en rodebunke af elementer som man så kan samle selv. Det gider jeg ikke. Hvis du – eller for den sags skyld nogen som helst andre – vil mig noget, må I opsætte i det mindste den vigtigste del af skiltningen og i kraft af dette minimum af koncentration om formidlingen vise at der er mening, vilje og hjerte bag budskabet. Ja, gøre det til et udsagn og ikke bare en bunke af sproglige elementer.

Så sorry, Rubecca, men alene af den grund gider jeg dig ikke.

Den 20. april delagtiggjorde Zubair Butt Hussain offentligheden i et regnestykke som ifølge ham selv ”ikke udgør den store raketvidenskab”, men som han ikke desto mindre valgte at basere et helt debatindlæg på.

40.000 islamister. Orv ja, det lyder vildt.

Lad os se på bevisførelsen:

Det kunne se ud til at der trods alt alligevel er tale om raketvidenskab for Zubair Butt Hussain, og at det denne gang er eksploderet mellem hænderne på ham.

Friskoler dækker de samme 9-10 års skolegang som folkeskolen. Og hvis eleverne er indskrevet på skolen i lidt over 9 år i gennemsnit, må det være lidt mere end en tiendedel af skolens elever der dimitterer hvert år.

Noget anderledes ser det imidlertid ud i Zubair Butt Hussains regnestykke: Her dimitterer samtlige elever hvert eneste år, med det resultat at regnestykket er multipliceret med en hokuspokusfaktor på knap 10.

Hvis vi bare for overslagets skyld ganger de indskrevne 4.000 elever (20 x 200) med en faktor på 1,1 (altså at 110 procent dimitterer på 10 år), får vi 4.400. Og lægger man dertil de tilstødende foreninger Zubair taler om, virker Akkaris slag på tasken med 5.000 slet ikke så tosset. Det må man derimod sige at Zubair Butt Hussains 40.000 gør.

Jeg ved ikke hvorfor der er travlhed med at kimse ad Ahmed Akkari som virker transparent og oprigtig. Men Politiken, og i dette tilfælde Zubair Butt Hussain, må være noget forblændet af denne uforklarlige iver efter at beklikke Akkari siden et så fejlbaseret debatindlæg kan få lov at passere.

Mindst 3 filtre burde have stoppet indlægget:

1) Zubair Butt Hussain burde have tænkt sig om. Men han er tilsyneladende så optaget af at få Akkari ud af kridthuset at han farer i blækhuset på basis af et fortænkt regnestykke. Tilmed undervurderer han Akkari så meget at han ikke finder det nødvendigt at tænke sit eget regnestykke kritisk igennem en ekstra gang.

2) Politiken lægger spalter til et indlæg hvis præmis er en åbenlys tanketorsk. Indlægget burde være stoppet af en redaktør eller en ansvarlig redaktionssekretær – ikke mindst af hensyn til skribenten selv.

3) Der har uden tvivl været korrektur på artiklen, ellers havde der været flere fejl. Og en god korrekturlæser eftertænker og anholder et så åbenlyst fejlslagent regnestykke. Korrekturlæseren har selvfølgelig ikke magt til at aflyse et indlæg, men anholdelsen bør være klar nok til at de ansvarlige indser at indlægget må droppes.

Hvis det ikke så tydeligt var en fejl, kunne man overordnet sige at den retoriske metode Zubair Butt Hussain benytter sig af her, er en blanding af to meget anvendte metoder i politiske debatter når parterne hellere vil udelukke hinanden end tale om substansen. Den ene metode består ganske enkelt i at man overdriver modpartens synspunkt. Den anden går ud på at påstå at modparten siger eller mener noget andet end det rent faktisk er tilfældet (stråmand). (Og disse metoder er i familie med en tredje metode, nemlig kunstigt at forstærke sine egne selvfølgeligheder ved at stille dem over for noget grelt som alle mener er grelt.) Sådanne metoder bruges dagligt med fuldt overlæg i diverse tv-transmitterede politiske debatter, hvilket er hovedårsagen til at debatterne ofte består af ren nonsens og mudderkastning. Frem for at tage udgangspunkt i en retvisende gengivelse af modpartens synspunkt, foretrækker man at destruere substansen ved at overdrive og fordreje den. Men når substansen er destrueret, er der ingen reel debat. Debat forudsætter at man lytter og forsøger at forstå modparten, og at man som minimum anerkender de af modpartens synspunkter der er logiske og saglige.

Sjovt nok har Zubair Butt Hussain en stil der med hypnotiserende kedsommelighed imiterer fairness. Det har han når han er på tv, og han har det også her. At der ikke nødvendigvis er meget substans i denne tilsyneladende omhu, ses i dette afsnit der ret beset nærmer sig sort snak kombineret med stråmandsargumenter:

Mig bekendt taler Akkari om et relevant afgrænset hypotetisk potentiale for rekruttering til fundamentalisme – et potentiale som skal undersøges nærmere. Hermed hverken siger eller antyder han at alle skolerne nødvendigvis fører eleverne i en sådan retning, eller at alle individer nødvendigvis lader sig påvirke.

Zubair Butt Hussain er uddannet cand.polit. og ansat som specialkonsulent (hvad det så end dækker over) i Sundhedsstyrelsen. Cand.polit. er en kandidatgrad i økonomi, og det rejser unægtelig en bekymring om hvad Hussain har fået lov at regne på i den danske centraladministration. Jeg er ikke utilbøjelig til at foreslå at der iværksættes en uvildig undersøgelse af hvor Hussain kan have haft en finger med på lommeregneren, og at man efterfølgende lader et revisionsfirma gennemgå alle regnestykker.

Det er jo ikke den store raketvidenskab, men det kan det blive hvis vi fx bedriver sundhedspolitik på forkerte forudsætninger og først sent opdager det. De nye supersygehuse er efter sigende ikke dimensioneret til det antal sengepladser der er brug for i fremtiden med en højere levealder og dermed flere ældre indlagte med flere sygdomme samtidigt. Den form for matematisk forståelse dette kræver, minder mig om noget. Gad vide om Zubair Butt Hussain har kalkuleret med for mange ”dimittender”?

Filmselskabets alibi for at lege med og kontrastere sig til den dårlige smag er Se og Hørs omfattende tv-program, der så i øvrigt ligger direkte op ad ugens glatragede selvbrunersylfide. Men hvor længe giver det mening for Filmselskabet?

Mens historien om Se og Hør i disse dage går en forargelsens sejrsgang hen over de danske medier, skal vi måske lige spørge os selv hvori den egentlige årsag til Se og Hørs bevidste brug af kriminelt indhentede oplysninger om de kendte ligger: Den sikrer et antal ”journalistiske” arbejdspladser i en konkurrence omlider og løgn som er så hård fra webmedierne at Se og Hør næppe ville kunne overleve uden et hemmeligt forspring.

Man behøver næppe at have skrevet ph.d. om Niklas Luhmann for at indse at ethvert (socialt) ”system” – i dette tilfælde Se og Hør som arbejdsplads – primært søger at sikre sin egen fortsættelse, og at enhver opfattet nødvendighed herfor accepteres i den interne kultur. Kerneforretningen er publicering af lummerhed og komplet ligegyldig sladder, uanset om denne er retvisende, fordrejet eller helt uden hold i virkeligheden, så for den enkelte medarbejder er der ikke for alvor nogen moralsk katarsis at hente ved at undsige brugen af mere og mindre ulovlige kilder som ingen udenfor ved noget om. Tværtimod betyder oplysningerne fra ulovlige kilder at man kan fylde spalterne med mindre fantasi og mere fakta. Så hvis man meningsfuldt skulle undsige noget, kunne man – set indefra – dermed lige så godt gøre op med tanken om Se og Hør som sådan og nedlægge sin arbejdsplads.

Derfor er det også naivt at forvente at Se og Hør-redaktionen skulle rette sig efter at en chef højere oppe i Aller-koncernen beder redaktionen droppe tys-tys-kilden og andre velfungerende ulovligheder. Det svarer til at skulle tage kvælertag på sig selv fordi en anden pludselig finder det moralsk tilrådeligt.

5. november 2007: Ken B. Rasmussen fra Se og Hør udsætter en uforberedt Naser Khader for en salve af anklager om fusk og sort arbejde i privaten, og dagen er til fulde reddet da Khader beder sig citeret ”Rend og hop” (fra Christoffer Guldbrandsens ”Dagbog fra midten”, 2009).

2. maj 2014: Ken B. Rasmussen har været ude på en længere rejse end de fleste tilbagelægger på 6½ år, og han har forberedt sprængstof nok til formentlig at jævne Se og Hør med jorden (fra Deadline, fredag den 2. maj).

Se og Hør vil som system betragtet bare sikre egen overlevelse ved at sikre sig sin del af sladderkagen – en kage som ene og alene eksisterer fordi et utal af danskere åbenbart finder fascination og underholdning i at læse endimensionelle, ubrugelige og mere eller mindre løgnagtige beretninger fra de kendtes frontlinje, alt sammen krydret med billeder hvis højeste stræben synes at være mest mulig hud, men i uæstetisk fremstilling.

Lad mig skære det helt ud i pap: Det starter og slutter alt sammen med om der er læsere til lortet. Derfor ligger det primære ansvar reelt hos den læser der i kraft af sit medievalg og sine klik støtter medier som Se og Hør, og næppe hos det syge monster der naturligvis ikke er i stand til at kværke sig selv – eller for den sags skyld hos de journalister inde i monstret som ikke har faglige kvaliteter til at finde en bedre arbejdsplads eller bare tilstrækkeligt menneskeligt format til at skride.

Det minder mig om et indlæg jeg gjorde forberedelse til for 3 måneder siden, men aldrig fik skrevet. Det kommer i morgen – i del 2.

…

PS: Nå ja. Lige nu synes nedenstående overskrift godt at kunne undvære kolonet, og sådan er der så meget. Men nissehuen kan den tidligere Se og Hør-mand vist godt beholde på en rum tid endnu.

Sproglig bonusinfo: Henrik Qvortrup er årsagen til at jeg indimellem ynder at bruge udtrykket ”al den stund at …”.

Og det som jeg i går blev mindet om da jeg med afsæt i Se og Hør skrev om ynkelige journalistiske arbejdspladser, var denne 3 måneder gamle ”artikel” fra netop Se og Hør. Jeg bringer den her med understregning af de passager som indfrier artiklens vinkel:

Man kunne også sige at jeg har understreget de sexistiske passager eller slet og ret de liderlige passager, afhængigt af hvilken kontekst man ser teksten i.

Som tekstgenre ligner teksten til forveksling de tekster man ledsagede fotoserier af nøgenmodeller med i de nu hensygnede pornoblade. Man kan i indledningen udskifte med en hvilken som helst mandsdomineret studieretning eller arbejdsplads der måtte være mere realistisk for en 24-årig nøgenmodel, og så rammer teksten genren rent. I et pornoblad ville tekstens formål være dels at forankre modellen i den (måske) virkelige verden (fx studerer psykologi i Montreal og drømmer om at rejse i Europa) for at skabe et referencepunkt for læserens virkelighed og fantasier, dels at normalisere (og derved tilskynde) læserens seksuelle lyst ved at bruge et sprog der netop bryder den grænse.

Teksten hører til i et pornoblad. Kun dér – omhandlende en model der lever af at udstille sin krop på seksuel vis – ville den være at betragte som respektfuld over for sit emne. På skribent Elise Rasmussens vegne må man ærgre sig over at der ikke længere er gode stillinger at søge i danske pornoblade, og at hun må udfolde sine talenter i Se og Hør, for når det er en ny minister man skriver om på denne måde, forvandles den liderlige vinkel i kraft af sin abnorme malplacering til en uhørt sexistisk vinkel.

Jeg vil ikke lægge adjektiver til Elise Rasmussens egen figur, for jeg har den holdning at man aldrig offentligt skal udbrede sig om i hvilken grad man finder andre mennesker seksuelt attraktive, medmindre det er både positivt og i rette sammenhæng. Men du kan jo selv – bare oppe i hovedet – give dig i kast med genren. Lad mig præsentere det storsmilende hunkønsvæsen Elise Rasmussen: